Mand i kritisk tilstand: Politi efterlyser gerningsmand efter knivstikkeri
En mand blev mandag eftermiddag klokken 17.13 udsat for et voldsomt knivoverfald på Fabriksvej 20 i Rønne, Bornholm.
Nu efterlyser politiet den formodede gerningsmand, 35-årige Brian Rønn Nielsen, med billede.
Det skriver Bornholms Politi på Twitter.
Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: politi.dk
Et vidne har set politiet give den forurettede hjertemassage på stedet, skriver Bornholms Tidende.
Tidligt tirsdag morgen oplyser vagtchefen ved Bornholms Politi, at offeret for overfaldet er i kritisk tilstand.
- Vi har endnu ikke anholdt den mistænkte person, og derudover har vi ikke yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.
Ifølge Bornholms Tidende skete overfaldet på et kommunalt drevet værested for personer med misbrugsproblemer. I tilknytning til opholdsstedet er der 16 lejligheder, som bebos af nogle af de faste brugere.
Den efterlyste mand blev set køre fra stedet på en cykel, skriver politiet i tweetet.
Politiet var ved 20-tiden mandag "massivt til stede" på Fabriksvej for at efterforske hændelsen.
Der er ingen oplysninger om årsagen til overfaldet.
Brian Rønn Nielsen er almindelig af bygning og 178 centimeter høj.
Han var iført mørk jakke og mørke bukser og kørte fra gerningsstedet på en cykel.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 56901448.