Krimi21. marts 2024

Mand greb fat i 17-årig: - Du kommer med mig

Den fremmede mand greb fat i pigen, der kom kørende på et løbehjul

Onsdag aften fik en 17-årig pige i Skive en særdeles ubehagelig oplevelse, da hun var på vej hjem.

Her greb en fremmed mand fat i den 17-årige pige, der var på løbehjul. Hun kom kørende af Bakkedraget i Skive.

Det skriver TV Midtvest.

Ifølge politiet skulle manden have råbt "du kommer med mig", da han greb fat i pigen.

Pigen havde været i skating-centret Hal-A, da manden omkring klokken 20.35 greb fat i hende.

Det fik den 17-årige til at råbe og skrige, hvilket ifølge politiet fik manden til at sige "hold din mund".

Politiet søger nu vidner, der kan have set manden.

Han beskrives som dansk af udseende, 175-185 centimeter høj, almindelig af bygning, han var iført sort tøj og en hættetrøje, da han greb fat i den 17-årige pige.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Sponsoreret indhold