Krimi 15. januar

Mand fundet død i Aalborg: Tre personer er anholdt

To mænd og en kvinde er anholdt efter en mand lørdag aften blev fundet livløs
En mand blev lørdag aften fundet livløs i Aalborg. Tre personer er anholdt.
En mand blev lørdag aften fundet livløs i Aalborg. Tre personer er anholdt.
Foto: Presse-fotos.dk

To mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtet for drab, efter at Nordjyllands Politi lørdag klokken 22.50 modtog en anmeldelse om, at nogen havde fundet en livløs mand i Aalborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup til Ritzau natten til søndag.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Jeg kan bekræfte, at vi får en anmeldelse om en livløs mand inde i Aalborg Centrum. Da vores patrulje er fremme på stedet, kan vi konstatere, at han har nogle skader, som gør, at vi vurderer, at han er blevet udsat for en forbrydelse, siger han og tilføjer, at det er derfor, politiet efterforsker det som en drabssag.

– I forbindelse med den umiddelbare indsats anholder vi tre personer, som nu sidder anholdt herinde på politigården i Aalborg.

De tre anholdte er 31, 37 og 41 år gamle.

Vicepolitiinspektør Sune Myrup siger, at politiet er massivt til stede i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro og vil være det meste af natten, mens de tekniske undersøgelser på gerningsstedet pågår.

– Lige nu gennemfører vi en stor indsats dernede, som til dels går ud på at lave nogle tekniske undersøgelser, men også forsøge at finde vidner.

– Så det er en meget bred indsats, der kører omkring stedet lige nu, som gør, at vi skal prøve at sikre os så mange oplysninger, vi kan, i forhold til at få klarlagt det her hændelsesforløbet, siger han.

Det er natten til søndag sparsomt med informationer om drabssagen.

Sune Myrup oplyser ikke, om politiet ved, hvad motivet for drabet skulle være. Det står heller ikke klart, om de fire personer kendte hinanden.

Han oplyser heller ikke alderen på offeret og ej heller, om hans pårørende er blevet underrettet om hans bortgåen.

Det står heller ikke umiddelbart klart, hvordan offeret skulle være blevet dræbt.

Politiet kan ikke sige noget om, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør søndag.

– Vi efterforsker rigtig bredt lige nu, og vi har et rigtigt stort stykke arbejde foran os hen over natten. De skal selvfølgelig afhøres, og så prøver vi at belyse det, der er sket dernede, så godt, som vi overhovedet kan, siger Sune Myrup.

Politiet venter at kunne bringe yderligere oplysninger i løbet af søndag.

Sponsoreret indhold