Krimi28. august 2025

Mand fløjet til Rigshospitalet: Stor ulykke ved Slagelse

Det er to biler, der er kørt frontalt ind i hinanden

En mand er blevet fløjet til Rigshospitalet, efter at to biler torsdag eftermiddag er kørt frontalt sammen på Sønder Bjergevej i Dalmose nær Slagelse.

Det oplyser Bo Georg Pedersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Manden, der kørte i den ene af de to biler, er svært tilskadekommen og sad fastklemt i bilen, da politi og beredskab kom frem.

I den anden bil sad en kvinde og hendes datter. De er blevet kørt med ambulance til Slagelse Sygehus. De er umiddelbart lettere tilskadekomne, lyder det fra vagtchefen.

- Vi kender ikke grunden endnu, andet end at de er kørt frontalt sammen på en smal landevej, siger Bo Georg Pedersen.

Anmeldelsen om ulykken tikkede ind klokken 16.04.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør, der er ankommet til stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Vagtchefen oplyser, at politiet har afspærret området.

- Vi regner med, at der går en halv time endnu, før vi åbner, siger han klokken 18.10.

De pårørende er underrettet.

Sponsoreret indhold