Krimi8. april 2024

Mand fængslet for knivstikkeri i Hobro

En 36-årig mand er blevet varetægtsfængslet. Han er sigtet for drabsforsøg efter knivstikkeri i Hobro søndag

I kølvandet på et knivstikkeri i Hobro søndag er en 36-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Aalborg mandag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den 36-årige er sigtet for drabsforsøg, men blev fængslet på et mistankegrundlag om grov vold.

Det var en 35-årig mand, der på Morellgade i Hobro blev stukket i halsen i forbindelse med episoden søndag.

Han blev efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev undersøgt og behandlet for skader i nakke- og halsregionen.

- Hvad der helt nøjagtigt er gået forud, kan jeg ikke kaste lys over. Men måske noget skænderi eller druk. Det er nogle påvirkede herrer, vi har fået fat i, sagde vagtchef Thomas Ottesen søndag til Ritzau.

De to mænd kendte hinanden i forvejen, og det er politiets opfattelse, at knivstikkeriet skete på baggrund af "interne uoverensstemmelser", lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeriet klokken 19.43. Efter at være ankommet til stedet udpegede vidner den 36-årige, der nu er fængslet. Han blev anholdt klokken 19.51.

Sponsoreret indhold