Mand dømt for drabsforsøg: Skar ekskæreste i ansigtet flere gange
LÆS OGSÅ: Jakob skrev med Emilie Meng på forsvindingsnatten: – Hun var en sød pige
Tilbage i november 2022 fik en tilfældig forbipasserende i bil sit livs chok, da personen fandt en stærkt kvæstet kvinde på Strandvejen i Svinninge – men det reddede formentlig også kvindens liv.
Tirsdag er en 43-årig mand blevet kendt skyldig i drabsforsøg, da han forinden havde overfaldet den 42-årige ekskæreste med kniv.
Han skar blandt andet kvinden flere gange i ansigtet – i forbindelse med overfaldet kom hun alvorligt til skade.
Den 43-årige mand, som er fra Litauen, blev samtidig dømt for trusler mod kvinden samt tyveri af hendes pung og mobiltelefon.
Det koster nu manden seks års fængsel, lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Sagen er blevet behandlet ved Retten i Holbæk – den nu dømte har nægtet sig skyldig i anklagerne fra start – men erkendte at have begået grov vold mod offeret.
Den forbipasserende mand fik formentlig den 43-årige til at stikke af fra gerningsstedet. Han blev efterfølgende efterlyst internationalt, men blev først anholdt i udlandet i marts 2023, hvorefter han blev ført tilbage til Danmark. Han har siden siddet varetægtsfængslet i sagen.
Den 43-årige mand blev udover fængselsstraffen samtidig udvist for bestandigt.
Han valgte at anke dommen til Landsretten.