Krimi19. maj 2025 (opd. 19. maj 2025)

Mand anholdt: Sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme

En 28-årig mand bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have medvirket til forsøg på terror
Formiddagens grundlovsforhør bliver behandlet ved Retten på Frederiksberg.
Formiddagens grundlovsforhør bliver behandlet ved Retten på Frederiksberg.
 Foto: Martin Høien / Aller Medier

Politiet har anholdt og sigtet en 28-årig mand for medvirken til forsøg på terrorisme. Det oplyser Københavns Politi mandag morgen.

Manden skal fremstilles for en dommer i et retsmøde klokken 9.30. Det foregår i Retten på Frederiksberg.

Umiddelbart har politiet og anklagemyndigheden ikke frigivet yderligere oplysninger. Heller ikke om hvorvidt anholdelsen er en udløber af en tidligere sag.

På forhånd varsler politiet på det sociale medie X, at en anklager vil bede om lukkede døre ved retsmødet.

I et grundlovsforhør fremlægger en anklager detaljer fra politiets efterforskning for en dommer.

Den anholdte får mulighed for at svare på spørgsmål. Derefter skal dommeren afgøre, om der er en begrundet mistanke, og om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte.

Tilsyneladende er sagen blevet efterforsket af Politiets Efterretningstjeneste og derefter overdraget til det åbne politi.

Sponsoreret indhold