Krimi15. juni 2021

Makaber dyremishandling: Dåhjort fik halsen skåret over

Nu efterlyser politiet og Naturstyrelsen vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området omkring Kalvebod Fælled tæt på København
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/daahjort-med-snarre.jpg
 Foto: Naturstyrelsen Hovedstaden

SE og HØR advarer om voldsomme billeder i artiklen.

Da skovfogeden gennem vintermånederne flere gange fandt en opbrudt lås på porten ind til Pinseskoven ved Kalvebod Fælled, undrede han sig.

Men da han i februar fandt en stakkels dåhjort med en løkke af ståltråd om halsen og rundt over geviret, blev han klar over, at der var noget helt galt.

- Vi opdagede en meget svækket hjort, som vi måtte aflive. Der var ikke tale om en naturlig skade, da vi undersøgte dyret, kunne vi se, at hjorten havde fået skåret halsen op af en snare, fortæller Sven Norup, som er skovfoged og vildtkonsulent i Hovedstaden.

Nu er der dog imidlertid dystert nyt.

Det skriver Naturstyrelsen Hovedstaden.

Grov dyremishandling

For det viser sig, at adskillige snarer er opsat på dyreveksler i den sydlige del af Pinseskoven på Kalvebod Fælled.

At sætte snarer op er en ældgammel jagtmetode, men den er på grund af sin bestialske karakter dybt ulovlig herhjemme. Faktisk betragtes den som regulær dyremishandling.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/daahjort-med-hals-skaaret-op.jpg
 Foto: Naturstyrelsen Hovedstaden

Det har været lidelsesfuldt for dyret, som har haft besvær med at spise, drikke pga snaren, der havde gnavet sig dybt ind i dens hals.
(Foto: Naturstyrelsen Hovedstaden)

Samtidig er der i dette tilfælde tale om krybskytteri, da det ikke er lovligt at jage på en anden mands jord.

Den makabre metode – som desuden er blevet taget i brug i fredningstid – har så vidt man ved taget livet af minimum én hjort. Den som Sven Norup fandt i utrolig dårlig forfatning for fem måneder siden.

Skåret ind i halsen

Hjorten var ikke blevet helt kvalt af snaren, fordi ståltråden har sat sig fast i geviret, men løkken havde derimod skåret sig fire centimeter ind i halsen og ødelagt spise- og luftrør på dyret.

Sven Norup er rystet over krybskytteriet, som han stadig ikke er klar over, hvor længe har stået på. Ligesom han heller ikke ved, hvor mange dyr, der er blevet slået ihjel.

- Krybskytter er ikke normalt et problem vi har på Kalvebod Fælled. Vi har kun oplevet det én eneste gang de seneste 22 år. Men det er anstødeligt. Hvis man oplever det, vil vi gerne have det at vide, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/23776017-flde.jpg
 Foto: Naturstyrelsen Hovedstaden

Siden aflivningen af dåhjorten har besøgende i skoven fundet adskillige ophængte løkker, som virker som dødelige fælder for dyrene. (Foto: Naturstyrelsen Hovedstaden)

Leder efter vidner

Naturstyrelsen håber, at brugene af Fælleden kan hjælpe dem med at holde øje med fænomenet.

Sagen er i øjeblikket henlagt hos politiet, da man ikke er kommet nærmere en gerningsmand efter undersøgelse af snarerne.

Men ifølge TV 2 Lorry har DNA-spor ledt politiet frem til at kunne konkludere, at det er en mand, der står bag krybskytteriet i Pinseskoven, men de ved endnu ikke, hvem han er, om han er alene om forbrydelserne eller hvad motivet er.

Har man oplysninger skal man kontakte Naturstyrelsen Hovedstaden på telefon 72 54 31 51 eller rette henvendelse til politiet på 114.

Sponsoreret indhold