Krimi9. marts 2022

To mænd udleveret og fængslet for bandedrab

To svenskere på 18 og 35 år blev tirsdag udleveret til Danmark fra Sverige og fremstilles onsdag i grundlovsforhør i Københavns Byret
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

To mænd på 18 og 35 år er blevet udleveret fra Sverige og fremstilles onsdag i grundlovsforhør i København, sigtet for drab på Vesterbro 4. februar.

Her blev det 36-årige drabsoffer ved navn Salam Al-Jawahiri skudt og dræbt.

Den 36-årige svenske statsborger menes at have haft forbindelse til den meget omtalte bandegruppering NNV (Nørrebro Nordvest red.).

På daværende tidspunkt havde politiet netop kaldt en bandekrig mellem NNV og det kriminelle netværk Söderkulla for afsluttet.

Dagen efter blev det 36-årige drabsoffer skudt ned på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade klokken 20.30.

Herefter flygtede to gerningsmænd fra stedet til fods.

Politiet anholdte i slutningen af februar tre mænd, som de mistænker for at stså bag drabet. Anholdelserne foregik i Malmø-området, og skete efter en koordineret indsats mellem svensk politi, Københavns Politi og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

To af mændene har valgt at blive udleveret frivilligt til Danmark, mens den sidste ikke frivilligt ønsker at blive udleveret. Københavns Politi har derfor anmodet om at få ham udleveret, og den sag bliver behandlet af de svenske myndigheder.

Det er Københavns Politis opfattelse, at de tre anholdte mænd er en del af bandemiljøet i Sverige.

- Vi har haft en intensiv efterforskning i godt samarbejde med kolleger i både NSK og hos svensk politi. Efterforskningen pågår, og derfor kan vi desværre ikke på nuværende tidspunkt gå i yderligere detaljer, siger leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Sponsoreret indhold