Krimi5. marts 2024

To mænd tiltalt for groft hjemmerøveri: Fældet af fingeraftryk på cigaretpakke

To yngre mænd nægter sig skyldige i groft hjemmerøveri og forsøg på voldtægt ved Retten i Helsingør tirsdag

Et fingeraftryk på en cigaretpakke og på et håndtag til en hardball-revolver, der er en form for softgun, ledte politiet på sporet af to yngre mænd, som er tiltalt i en sag om et groft hjemmerøveri i Helsinge i august 2023.

Det er tirsdag kommet frem ved retten i Helsingør, der behandler sagen.

Mændene, der er 20 og 23 år, er blandt andet tiltalt for at have trængt ind i et privat hjem, hvor en mand og en kvinde blev røvet og derefter forsøgt voldtaget.

Begge de tiltalte nægter sig skyldige i de forhold, der drejer sig om det, der er foregået i hjemmet i Helsinge.

Ifølge tiltalen trængte de ind i det private hjem cirka mellem klokken 02 og 04 om natten ved at true med den hardball-revolver, som politiet efterfølgende fandt håndtaget til på sofabordet i ofrenes hjem med et fingeraftryk på den ene side.

Det passede med den 20-årige mands fingeraftryk.

Resten af revolveren blev senere fundet af politiet bag ved en sofa i den 23-årige mands hjem.

De tiltalte skulle ifølge anklageskriftet have peget våbnet mod de to ofre og råbt ”at de skulle have penge og stoffer”, hvorefter de gennemsøgte hjemmet flere gange for værdigenstande og gav ofrene flere lussinger i ansigtet.

De to ofre blev desuden skilt ad, hvorefter den 23-årige mand angiveligt forsøgte at tvinge kvinden til oralsex, mens manden blev slået, sparket og forsøgt voldtaget af den 20-årige mand.

Inden mændene forlod hjemmet, har de ifølge tiltalen taget cigaretpakker fra stedet. De blev senere fundet af politiet i et buskads ikke langt fra hjemmet.

Her blev der ligeledes fundet fingeraftryk, der matchede den 20-årige mand.

Dagen efter hjemmerøveriet blev der foretaget anholdelse af de to tiltalte på deres bopæle. Her blev der blandt andet også konfiskeret euforiserende stoffer, peberspray og en dåse lattergas.

De tiltalte er i andre forhold også tiltalt for vold og trusler mod tjenestemænd.

Sponsoreret indhold