Louise Borglits veninde reagerer efter anholdelsen af 28-årig mand

Fredag morgen meddelte Københavns Vestegns Politi, at man har anholdt en 28-årig mand for drabet på Louise Borglit.
- Jeg håber så meget, at det er ham, og vi har jo aldrig været så tæt på før. Det er helt vildt, siger Louises tætte veninde Cathrine Golfe til B.T., efter hun fik nyheden om anholdelsen.
Hun fortæller også, at hun er helt rundt på gulvet efter at have ventet i så mange år.
Og det er lang tid, at hun og andre pårørende har ventet på svar.
Drabet på gravide Louise Borglit skete i 2016, og siden da har der ikke været meget nyt om hverken drabsmanden, eller hvad der skete i parken den aften, hvor det brutale mord fandt sted.
Anholdelsen kan måske opklare nogle af de mange spørgsmål som familie og venner uden tvivl må have gået med siden drabet.
Den 28-årige mand fremstilles fredag i grundlovsforhør sigtet for drabet.
Manden, der allerede sidder inde for drabsforsøg på sin daværende kæreste, nægter sig skyldig i drabet på Louise Borglit.