Krimi2. maj 2023

Louise Borglit-drabet: Brutale detaljer kommet frem i retten

Højgravide Louise Borglit blev en novemberaften i 2016 dræbt med adskillige knivstik - der er tirsdag kommet chokerende detaljer frem i retten
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Louise Borglit-sagen forklaret

Tirsdag formiddag startede den længe ventede retssag omhandlende drabet på 32-årige Louise Borglit ved Retten i Glostrup.

Hun blev 4. november 2016 overfaldet brutalt i Elverparken i Herlev, hvor hun endte med at blive slået ihjel med adskillige knivstik.

Ved dagens retsmøde kom der voldsomme detaljer frem om drabet på den højgravide kvinde.

– Louise var gravid i 35. uge. Hun var samme dag gået på barselsorlov. Hun boede med sin søster og svoger, og hun var den dag ude og gå en aftentur med hunden Maggie, fortalte specialanklager Bo Bjerregaard .

Da hun blev fundet i Elverparken lå den dræbtes næse og en hundesnor på græsset til højre for hende, lød det yderligere i retten.

– Af hensyn til Louise og hendes familie vil jeg ikke vise billeder af, hvordan hun så ud, da hun blev fundet i parken, forklarede anklageren om det chokerende syn, der mødte betjentene den våde regnvejrsdag tilbage i 2016.

Obduktionsrapport

Under dagens korte retsmøde, hvor den 29-årige tiltalte endte med at få det dårligt, kom anklageren kort ind på obduktionsrapporten af Louise Borglit.

Han fortalte, at den 32-årige kvinde havde 11 stiklæsioner på kroppen, hvoraf ni af dem gik dybere end hud og underhud.

Hun havde blandt andet en stiklæssion midt i ansigtet med komplet afskæring af størstedelen af næsen og en stiklæssion i brystkassen. Nogle af stikkanalerne op til 20 centimeter dybe.

Der var flere stiklæsioner i brystkassen, ryggen, balden og på venstre underarm. Nogle af læsionerne særligt omkring hænderne havde karakter af arværgelæsioner.

- Gerningsmanden har altså givet den fuld gas, konstaterede specialanklager Bo Bjerregaard.

Mens de brutale detaljer om gravide Louise Borglits skader blev fremført sad den tiltalte 29-årige mand og kiggede på anklageren.

Det blev vurderet, at der var tale om en større kniv med et savtakket blad.

Dødsårsagen formodes at være ydre og indre forblødninger som følge af stiklæsionerne på kroppen.

Sagen fortsætter onsdag, hvor den tiltalte skal afgive forklaring. Der er afsat i alt 11 retsdage til sagen og der ventes dom i slutningen af juni.

Sponsoreret indhold