Krimi21. februar 2024 (opd. 21. februar 2024)

Lokalpolitiker tiltalt for hvidvask: Store pengebeløb kørt til Serbien

Lokalpolitikeren Dragan Popovich er tiltalt for at have hvidvasket næsten 12 millioner kroner. Onsdag startede retssagen
Dragan Popovic er valgt ind i byrådet i Hillerød. Nu sidder han på anklagebænken ved Retten i Hillerød.
Dragan Popovic er valgt ind i byrådet i Hillerød. Nu sidder han på anklagebænken ved Retten i Hillerød.
 Foto: Benjamin Nørskov/Ritzau Scanpix

Mindst 30 gange blev store kontantbeløb - næsten 12 millioner kroner i alt - transporteret fra Danmark til Serbien med busselskabet Top Tourist ApS.

Det er kommet frem ved Retten i Hillerød onsdag, hvor selskabets ejer og direktør, byrådsmedlem i Hillerød Dragan Popovic (V), sammen med sin mor er tiltalt for grov hvidvask.

Flere forsendelsesdokumenter med beløb helt op til 800.000 kroner viser ifølge specialanklager Stig Paulsen, hvordan kontanterne blev leveret til Dragan Popovics kontor, hvor dokumenterne blev underskrevet og derefter sendt med en bus til Serbien.

Det var et billede af et pengebundt med 337.000 kroner liggende på politikerens kontor også med til at dokumentere i retten.

Anklagemyndigheden mener, at pengene stammer fra et kriminelt netværk, og at transporten gennem busselskabet angiveligt skulle få pengene til at se lovlige ud - altså det, som kaldes hvidvask.

Pengetransporterne er sket flere gange i perioden juli 2019 til februar 2022.

De tiltalte nægter sig skyldige, og Dragan Popovic forklarer onsdag i retten, at han ikke kendte til de mange kontanter, og at busselskabet har en samarbejdspartner, som kører ruten fra Danmark til Serbien.

- Det var chaufførerne, der tog kontanter med og ikke selskabet, siger han i retten under sin forklaring.

Dragans mor forklarer i retten, at hun nogle gange har hjulpet sin mand, som nu er afgået ved døden, med at skrive under på nogle papirer, men at hun ellers ikke kender til busselskabets arbejde.

- Jeg har bare været husmor, siger hun under sin forklaring.

Hun bor i det hus, hvor Dragans kontor ligger.

Netværket, som pengene stammer fra, ledes angiveligt af to serbiske brødre. I en anden sag er de tiltalt for at stå bag indsmugling af mindst 769 kilo kokain til Danmark. Politiet kalder sagen "Operation Coppola".

Anklagemyndigheden vil kræve både Dragan Popovic og hans mor idømt en fængselsstraf, mens Top Tourist kræves idømt en bøde på 6.187.000 kroner.

Sagen udspringer af, at politiet fik adgang til et stort antal beskeder fra den krypterede beskedtjeneste Sky ECC. Adgangen til beskederne har ført til domme i en lang række sager om organiseret kriminalitet, hvor gerningsmændene anvender netværket til at kommunikere.

Sagen strækker sig over fire retsdage.Her skal to kunder hos busselskabet blandt andet vidne i sagen. Dommen bliver afsagt den 1. marts.

Sponsoreret indhold