Krimi27. juli 2021

Løs hund skræmte heste: 52-årig brækkede flere knogler

Tre ryttere kom til skade, da hestene smed dem af. Politiet leder efter ejeren af den løse hund
https://imgix.seoghoer.dk/politilogo_paa_rude.jpg
 Foto: Politi.dk

Opdateret klokken 20.57: Hundens ejer har meldt sig selv til politiet.

Hvad der skulle have været en hyggelig ridetur for en gruppe hesteryttere på Fanø, endte i en voldsom og ubehagelig oplevelse.

Rytterne kom ridende omkring klokken 11.05 på den nordlige del af Fanø. Efter at have været på tur, var de på vej til hestenes opstaldningssted.

Løb efter

Da de passerede et klit- og platageområde mellem Vangled og Nørrebjergevej tæt ved Nordby, kom en løs hund pludselig efter dem.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelese.

Hunden løb efter ryttergruppen og skræmte hestene. Det lykkedes dog for rytterne at få beroliget dem hurtigt igen.

Gentog sig

Men kort efter løb hunden efter hestene igen, og her blev det for meget.

Tre af rytterne blev kastet af deres heste og kom til skade. Den ene, en 52-årig tysk kvinde, brækkede flere knogler i faldet.

Nu eftersøger politiet ejeren af hunden.

Den beskrives som hvid og brun, jagthunde-lignende og på størrelse med en korthåret hønsehund.

Har brug for hjælp

Et vidne har forklaret, at det muligvis var et ældre ægtepar, der luftede hunden. Det er dog ikke sikkert.

Hvis man har oplysninger om hunden og dens ejer, kan man kontakte politiet på 114.

Opdateret klokken 20.57: Hundens ejer har meldt sig selv til politiet.

Sponsoreret indhold