Krimi26. maj 2022

Lig fundet nedgravet: Det er et drab

Et nedgravet lig er torsdag blevet fundet i Vonsild ved Kolding
Graver et hul i jorden med en skovl
Der ligger tilsyneladende et brutalt drab bag fundet af liget i Jylland. Tre er anholdt i sagen.
 Foto: Colourbox

Politiet mener, at der er tale om en savnet 43-årig mand, og at han er blevet dræbt:

"Sydøstjyllands Politi har haft en intensiv efterforskning i gang i forbindelse med, at en 43-årig mand fra Kolding blev efterlyst af pårørende den 7. maj 2022," skriver politiet lørdag i en pressemeddelelse.

"Som følge af efterforskningen har Sydøstjyllands Politi i dag fundet et nedgravet lig. Politiet formoder, at der er tale om den 43-årige."

Hos politiet oplyser vagtchef Mads Flansmose, at man ikke vil give yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

- Af hensyn til efterforskningen oplyser vi ikke mere, end vi har gjort i pressemeddelelsen, før efter grundlovsforhøret. Det går i gang klokken 14, siger Mads Flansmose.

Hemmelig efterforskning

Torsdag arbejder politiets teknikere og efterforskere både på findestedet og på andre adresser i Kolding. I forbindelse med arbejdet i Vonsild er et område ved Springbjerggyde afspærret.

Mads Flansmose vil ikke oplyse, hvorvidt der er tale om findestedet.

Af hensyn til det videre efterforskningsarbejde ønsker politiet som sagt at holde kortene tæt til kroppen. Torsdag formiddag vil politiet derfor ikke ud med flere oplysninger om sagen.

Af samme grund vil anklagemyndigheden fremsætte en begæring om lukkede døre, når de tre anholdte torsdag eftermiddag bliver stillet for en dommer i Kolding.

Vælger dommeren at efterkomme begæringen, vil de oplysninger, som anklagemyndigheden fremlægger under retsmødet, ikke komme offentligt frem.

Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, hvordan den 43-årige skulle være blevet dræbt.

Sydøstjyllands Politi har tidligere på måneden efterlyst 43-årige Michael Ejner Sengenbjerg Bodilsen fra Kolding.

Mads Flansmose vil dog over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, hvorvidt det er Bodilsen, som er blevet fundet dræbt.

Tre personer er anholdt i sagen. Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 32 og 39 år samt en kvinde på 35.

Det er politiets opfattelse, at den afdøde mand og de tre anholdte kendte hinanden i forvejen.

De anholdte bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Frygtede for hans liv

De pårørende til den 43-årige mand er blevet underrettet. Det var som nævnt dem, der efterlyste Michael, efter han sidst blev set mandag 2. maj omkring klokken 23 på Hollændervej i Kolding.

Politiet og hans familie ville derfor gerne sikre, at han havde det godt og efterlyste han offentligt.

Manden blev i den forbindelse beskrevet som 181 cm høj, slank af bygning, mellemlangt kommunefarvet hår og med blå/grønne øjne

Politiet kommer i forbindelse med det mulige drab med en klar opfordring til offentligheden:

"Sydøstjyllands Politi beder om respekt for både den dræbte og for det meget vigtige og omfattende arbejde, der er i gang for at sikre beviser til en kommende retssag."

"Derfor venligst bliv væk fra de steder, hvor vi arbejder, og hold i det mindste rigtig god afstand, så arbejdet ikke forsinkes eller kompromitteres."

Sponsoreret indhold