Lektor: Tillid til katolsk kirke er næsten væk efter rapport

Over 200.000 børn i Frankrig er fra 1950 og frem til i dag blevet udsat for seksuelle overgreb af biskopper og andre gejstlige i den katolske kirke.
Det er den gruopvækkende konklusion, som en rapport, der har været knap tre år undervejs, er kommet frem til.
Det kommer til at gå ud over tilliden i både ind- og udland til den katolske kirke, vurderer Jakob Egeris Thorsen. Han er lektor i teologi ved Aarhus Universitet.
- Den her rapport kommer til at have en stor betydning for den katolske kirke i Frankrig.
- Den kommer til at miste utroligt meget troværdighed blandt de katolske dele af befolkningen. Særligt kommer kirkens troværdig på det moralske område til at lide et ordentligt knæk.
- Man kan sagtens forestille sig, at den her rapport giver anledning til, at man gentænker magtstrukturer i kirken, og at der vil være et ønske om at lægfolk og særligt også lægkvinder får en større indflydelse i kirkens dagligdag, siger han.
Rapporten, der er blevet præsenteret tirsdag, viser, at omkring 216.000 børn - hovedsageligt drenge i teenagealderen eller yngre - er blevet udsat for overgreb af forskellig art.
Halvdelen af overgrebene har ifølge rapporten fundet sted fra 1950 til 1970. I den periode blev ofrene for overgreb fuldstændigt ignoreret og nærmest modarbejdet, mener Jakob Egeris Thorsen.
De næste 20 år blev ofrene ikke direkte modarbejdet, men heller ikke taget alvorligt
- Der tegner et billede af, at biskopper og myndighedspersoner i kirken i stor stil har ignoreret ofrene og forflyttet gerningsmændene, som så har kunnet fortsætte deres misbrug i et helt uhyggeligt omfang.
- Hvis man ser på forholdet mellem ofre og gerningsmænd, svarer det til, at hver gerningsmand har misbrugt 70 børn, siger lektoren.
Først i 1990'erne begyndte den katolske kirke for alvor at gribe ind og stramme reglerne.