Lejlighed står i flammer: Totalt overtændt

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Beredskabet og Københavns Politi er fredag formiddag til stede ved en lejlighedsbrand i Tingbjerg i København.
Det oplyser vagtchef Anders Frederiksen, Københavns Politi, til Ritzau.
Ifølge Ekstra Bladet skal flere beboere være hoppet ud af deres vinduer i bagsiden af den brændende bygning.

Ejendommen ligger på Virkefeltet. Ifølge vagtchefen er lejligheden overtændt.
Politiet oplyser på X, at en person er fundet død i forbindelse med branden.
Pia: - Pludselig væltede der sort røg forbi mit vindue
Pia Huniche Wiborg er en af beboerne, der ifølge TV 2 fredag var meget tæt på branden. Så tæt at hun løb ud af sin lejlighed i bare tæer for at redde sig selv.
– Pludselig væltede der sort røg forbi mit vindue.
- Der var kulsort. Jeg blev meget bekymret, siger hun til TV 2.
Uden sko løb hun ned på gaden, hvor naboer stod med børn og prøvede at få overblik.
Men også her var der mørk røg, og Pia søgte hurtigt tilbage til lejligheden for at lukke vinduerne og beskytte sig mod den giftige luft.
I opslaget beskrives branden som eksplosionsagtig.
Umiddelbart tyder intet på, at der skal være sket noget kriminelt. Men Københavns Politi skal undersøge lejligheden nærmere, lyder det på X.

Flere af de omkringliggende lejligheder er evakueret i forbindelse med politiet og brandvæsenets arbejde på stedet.
Branden blev anmeldt til politiet klokken 9.44.