Lejlighed i brand på fjerde sal: Hele opgangen blev evakueret
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Søndag eftermiddag blev en gade på Frederiksberg centrum for blå blink og sirener, da en brand brød ud i en lejlighed på fjerde sal på Johnstrups Allé, der ligger blot et stenkast fra Forum.
Københavns Politi bekræfter, at der er brand i en lejlighed, og at hele opgangen hurtigt blev evakueret som følge af brandens omfang.
- Branden er slukket, men brandvæsnet gennemgår nu bygningen for at se, om der er fare for spredning, fortæller Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.
Der er heldigvis ingen meldinger om personskade, men det er uvist, hvor store de materielle skader er.
Branden førte til midlertidig afspærring af flere nærliggende veje, da udrykningskøretøjerne fyldte gaderne.
Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået.