Krimi13. oktober 2023

Lavede cirkelspark og knuste bilrude: Berusede mænd legede ninjaer

En 66-årig mand fik knust sin bilrude, da tre mænd sloges for sjov på kørebanen. Den ene mand lavede et cirkelspark og smadrede ruden
Modsat disse unge mennesker, så virkede "ninjaerne" i Hinnerup fulde, og de var heller ikke klædt på samme måde.
Modsat disse unge mennesker, så virkede "ninjaerne" i Hinnerup fulde, og de var heller ikke klædt på samme måde.
 Arkivfoto: Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix

En 66-årig mand fik sig et ordentligt chok, da han torsdag eftermiddag kom kærende på Banegårdsplads i Hinnerup.

For midt på kørebanen stod tre voksne mænd, der virkede berusede, og sloges for sjov.

Men da han forsøgte at snige sig uden om kamphaner stoppede deres leg, og den ene af mændene sendte et cirkelspark i retning af bilruden, som resulterede i, at den smadrede.

Det fik ham til til at kontakte Østjyllands Politi klokken 14.19 med en anmeldelse om, at han havde været udsat for hærværk.

Sådan skriver Østjyllands Politi i fredagens døgnrapport.

Efter cirkelsparket mod ruden steg den 66-årige mand ud af sin bil, men de tre "ninjaer" forlod straks stedet i en hvid varevogn.

Derfor var de også over alle bjerge, da politiet ankom til stedet.

Den 66-årige mand forklarede til politiet, at de tre mænd havde "leget ninjaer" og virkede beruset.

Østjyllands Politi oplyser, at de efterforsker sagen.

Sponsoreret indhold