Landsret løslader voldtægtssigtet filmmand

Østre Landsret har fredag bestemt, at en voldtægtssigtet filmmand skal løslades.
Manden har siden 16. september været fængslet for vold mod en forfatter, og onsdag i denne uge bestemte Københavns Byret, at han fortsat skulle sidde fængslet.
Den afgørelse valgte filmmanden at kære til Østre Landsret, og landsretten oplyser fredag til Ritzau, at der er truffet afgørelse om at løslade manden.
Da manden i september blev anholdt og fremstillet for en dommer var det med en stribe sigtelser om både vold og voldtægt mod en forfatter. Dommeren vurderede dengang, at der alene var en begrundet mistanke om, at filmmanden havde begået vold.
At retten vælger ikke at fængsle på baggrund af en given sigtelse, betyder imidlertid ikke, at sigtelsen opgives. Det sker først, hvis anklagemyndigheden på baggrund af politiets efterforskning træffer beslutning om det.