Krimi23. oktober 2020

Landsholdsstjerne beskyldt for byggesjusk i millionklassen

Tidligere landsholdsspiller Michael Gravgaards firma er blevet stævnet af en person, som har købt en andelslejlighed af ham - kravet lyder på 1.250.000 kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/michaelgravgaard.jpg
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hvis en nylig stævning står til troende, har den tidligere landsholdsspiller Michael Gravgaard lavet et kæmpe selvmål.

Ifølge stævningen har Michael Gravgaard sjusket så meget med bebyggelsen af en andelsbolig, at det vil koste køberen 1.250.000 kroner at udbedre fejlene.

Nogle af fejlene omhandler brandfare, mens en anden fejl betyder, at al isolering i kælderen skal rives ud og bygges om.

hvem får regningen

Den 42-årige eks-atlet er trådt ind på boligmarkedet, hvor han med selskabet Baghuset Invest Aps har købt erhvervslokaler i andelsforeningen A/B Frederikssundsvej.

Her har han fået lov til at bygge de tidligere erhvervsmål om til boliger, hvor han altså aftalte at sælge en andelsbolig til Baris Burak Christensen.

Det er med i konstruktionen, at det er andelsboligindehaveren, der står for at vedligeholde boligen og udbredre fejl og mangler. Det betyder, at det i realiteten er Baris Burak Christensen, der står med regningen, hvis retten ikke giver ham medhold.

Ifølge sidstnævnte er boligen dog overhovedet ikke i orden, hvor der er byggesjusk for 1.250.000 kroner. Det beløb har Baris Burak Christensen derfor stævnet forboldspillerens firma for.

Det fremgår af flere dokumenter, heriblandt den omtalte stævning, SE og HØR er i besiddelse af.

Isoleringen i kælderen er for eksempel sat forkert op. Derfor vil der komme fugt og i sidste ende svamp, der kan sprede sig til hele huset. I sidste ende kan det gøre huset ubeboeligt.

Det er producenten selv bag isoleringen, som vurderer, at det hele skal tages ned og bygges om - hvilket vil koste omkring 300.000 kroner.

Også tagrummet er isoleret forkert, ligesom der er problemer med brandvæggen, hvor en brand på den måde nemmere kan bevæge sig fra et hus til et andet. Estimatet på at få udbedret fejlene lyder på 150.000 kroner.

Samlet er der i alt 83 større og mindre fejl ifølge Baris Christensens mangelliste.

- Ting faldt fra hinanden. Stikkontakter poppede ud af væggen. Jeg fik en professionel ud kigge på det. Han sagde, jeg skulle få en advokat på, siger han til SE og HØR.

Har du handlet med Michael Gravgaard? Kontakt journalisten bag historien på aw@sh.dk.

Som sagt så gjort. Advokat Kim Krarup kører sagen mod den tidligere landsholdsspiller.

- Jeg synes ikke, at Michael Gravgaard har behandlet min klient særlig godt. Han har spillet på min klients uerfarenhed, når det kommer til køb af bolig. Der har været for meget af "vi finder nok en løsning hen ad vejen" og så ikke ville stå ved det, når tiden er kommet, siger han til SE og HØR.

stridigheder

Forholdet mellem Baris Christensen og Michael Gravgaard startede ellers særdeles godt, hvor Gravgaard tilbød at finansiere et lån, hvis ikke banken ville låne penge til Baris.

Problemerne begyndte dog ved overtagelsen af boligen, som skulle være foregået 1/9 2020. Her var boligen ikke klar endnu, men ifølge Baris ville Gravgaard ikke ændre datoen for overtagelsen - det ville kun gøre det hele mere besværligt.

18/9 2020 kunne Baris Christensen flytte ind i sit nye hjem. Fejlene blev dog flere og flere, og den nyslåede boligejer endte med at kontakte en professionel - listen over fejl og mangler løb op over en million kroner.

Men ifølge købsaftalen, skal den slags indsigelser ske inden for de første fem dage, man har overtaget huset, hvilket Baris officielt gjorde 1/9 2020.

Forholdet bliver ikke bedre, efter Baris Christensen hyrer en advokat.

- Han kontakter mig flere gange, hvor jeg henviser til min advokat hver gang. På et tidspunkt tropper han op ved min hoveddør sammen med en arkitekt og kræver at blive lukket ind.

- Jeg føler, at han bliver aggressiv. Han siger, at jeg skal være ude inden fredag, siger Baris til SE og HØR.

Advokat Kim Krarup mener ikke, at Michael Gravgaard har sit på det tørre.

- Du har en bygherre, der i forhold til den mangelliste, jeg har set, ikke har overholdt almindelige krav til byggeri, og som samtidig har vidst, at der skulle laves mere i boligen, end han har fortalt køberen, siger han.

SE og HØR har været i kontakt med Michael Gravgaard, som ikke har ønsket at udtale sig.

Har du handlet med Michael Gravgaard? Kontakt journalisten bag historien på aw@sh.dk.

Sponsoreret indhold