Krimi6. december 2021

Kynisk børnelokker dømt: Krænkede 51 piger seksuelt over Snapchat

Under dække af falske profiler forsøgte en mand på 59 år at snyde mindreårige til at tilsende ham nøgenbilleder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/politilogo_paa_rude.jpg
 Foto: Politi.dk

En mand på 59 år er blevet idømt halvandet års fængsel for at have krænket en lang række piger på Snapchat.

Mindst 51 mindreårige piger har han været i kontakt med via det sociale medie. Da kontakten var oprettet, forsøgte han at snyde pigerne, som var i alderen 11 til 15 år, til at sende ham nøgenbilleder.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Udover fængselsstraffen blev manden også idømt forbud mod at søge kontakt til børn under 18 år over internettet.

”Sagen her er alvorlig og rigtige mange piger skal leve med mandens krænkelser," udtaler politiet og fortsætter:

"Vi ser endnu engang at den kyniske børnelokker via internettet kan nå helt ind i børneværelset og manipulere børnene. Det understreger hvor vigtig det er, at især forældrene er opmærksom på at dette fænomen findes i den digitale verden."

Manden, som bor i Taastrup, tilstod selv forholdene, og indtil han skal afsone sin dom, holdes han varetægtsfængslet.

Falske profiler

Den 59-årige groomede pigerne ved at udgive sig for at være forskellige teenagedrenge. En enkel gang forsøgte han sig også under en falsk identitet som pige.

Via sine falske Snapchat-profiler chattede han med de unge piger, og politiets efterforskning viser, at han hurtigt fik drejet samtalen ind på et seksuelt emne.

Flere af hans forsøg på at lokke fotos ud af pigerne lykkedes, og mange gange endte han også selv med at sende billeder af sit underliv til pigerne.

Sagen begyndte at rulle, da en pige fra Vestjyllands sammen med sine forældre anmeldte den 59-årige. Det satte skub i en omfattende efterforskning

Det resulterede i, at manden blev anholdt i foråret. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

Sponsoreret indhold