Krimi31. august 2020

To kvinder døde - deres mænd ligger i koma

Den tragiske flyulykke på Fur kostede i weekenden to kvinder livet. Nu kæmper deres mænd for livet på hospitalet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/flystyrt_pa_fur.jpg
 (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Dét, der skulle have været en hyggelig søndagstur, er endt i ren tragedie for to par fra Horsens-området.

Søndag eftermiddag omkring klokken 16 styrtede deres propelfly af endnu ukendte årsager ned på øen Fur.

Styrtet var så voldsomt, at de to kvinder på henholdsvis 43 og 33 år ikke overlevede.

Mændene, der begge er i 40’erne, overlevede ulykken, men kæmper lige nu for livet på Rigshospitalet.

Begge er ifølge BTs oplysninger svært tilskadekomne med brandsår og ligger begge i koma.

Alarmcentralen fik anmeldelsen om ulykken kort efter klokken 16 søndag eftermiddag:

- Da vi kommer frem, finder vi to, der er dræbt. De sidder i flyet. Vi finder to, som sidder uden for flyet. De er i gang med at blive behandlet, og de er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalet i København, hvor de bliver behandlet for deres skader, har vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau fortalt til TV Midt Vest.

Flyet var ankommet til Fur fra Billund tidligere på dagen.

De fire personer var angiveligt på øen i nogle timer, før ulykken skete.

Det er endnu uvist, hvorfor propelflyet styrtede ned kort efter, at det var lettet fra øen.

Havarikommissionen ankom til Fur kort efter ulykken, og den skal nu i samarbejde med politiet forsøge at finde ud af, hvad der ledte til det fatale styrt.

I kølvandet på den tragiske ulykke meddelte lokale fra Fur, at de mandag aften ville tænde lys for de omkomne.

Initiativet blev slået op i en offentlig gruppe for Fur på Facebook.

- Mine piger og jeg tager ned til pladsen kl. 19 i aften og tænder lys for de afdøde og sender varme tanker til deres kære, hvis andre skulle være interesseret, lød det i opslaget på Facebook.

Sponsoreret indhold