Krimi22. marts 2022

Kvindelig vikar tiltalt: Havde sex med beboer

På Institutionen Kofoedsminde sidder nogle af landets farligste kriminelle. Alligevel havde en kvindelig vikar sex med en af de anbragte
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200124-153006-3-4800x3600ma.jpg
 Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

En kvindelig vikar, der arbejdede med nogle af landets farligste fanger på Kofoedsminde, skal onsdag for retten, tiltalt for at have indledt et seksuelt forhold til en anbragt beboer.

Institutionen Kofoedsminde, der ligger i Rødby er en specialinstitution for voksne, domsanbragte udviklingshæmmede.

Her bliver man anbragt, hvis man som psykisk udviklingshæmmet har begået grov eller personfarlig kriminalitet.

Denne gruppe er ikke egnet til almindelig fængselsstraf, og bliver derfor anbragt til behandling på Institutionen Kofoedsminde.

Institutionen har over to omgange været omdrejningspunkt i en dokumentar-serie, hvor man får et indblik i de anbragtes liv på den sikrede anstalt.

HAVDE SEX MED BEBOER

Onsdag sidder en 47-årig kvinde på anklagebænken, tiltalt for at have indledt et seksuelt forhold til en domsanbragt beboer.

Ifølge anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i, havde den kvindelige vikar samleje med beboeren to gange.

Det havde hun ifølge tiltalen i perioden 15. februar 2021 til 15. april 2021.

Kvinden var ansat på Institutionen Kofoedsminde som vikar, fremgår det ligeledes af anklageskriftet.

FIRE ÅRS STRAFFERAMME

Selv om beboeren eventuelt har samtykket til samleje med den kvindelige vikar, kan hun ifølge straffelovens paragraf 219 styk 3 straffes med fængsel i op til fire år.

Af paragraffen fremgår det, at man som ansat på en psykiatrisk afdeling ikke må have samleje med nogen, der er anbragt på institutionen.

En mandlig socialpædagog blev i maj 2020 idømt seks måneders fængsel ved Retten i Randers for at have haft seksuelle forhold til en kvindelig patient på en psykiatrisk afdeling.

Sponsoreret indhold