Krimi27. maj 2019

Kvindelig hundelufter overfaldet med køkkenkniv

Da en kvinde for nyligt luftede sin hund i et naturområde i Ishøj blev hun overfaldet og truet med en køkkenkniv.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

Det skriver Københavns Vestegns Politi, der søger vidner til den voldsomme scene, som fandt sted på Ishøjstien ud for Baldershøj 24 i Ishøj.

Overfaldet skete 15. marts, da kvinden ved 19-tiden gik tur med sin hund. Her dukkede en mand pludselig op og forsøgte at stjæle kvindens hund.

Det lykkedes imidlertid ikke, da hunden bed gerningsmanden kraftigt i det ene lår. Manden stak herefter af fra stedet, mens han haltede på det ene ben.

Manden beskrives som mellem 40 og 50 år. Han er mellem 180 og 190 centimeter høj og almindelig af bygning.

Han er lys i huden, har mørke øjne og talte gebrokkent engelsk med dansk accent. Han var iført en knælang mørk jakke med hætten trukket op over hovedet og bar army-grønne gummistøvler på fødderne

Gerningsmanden blev inden overfaldet set to gange af den forurettede hundelufter og et vidne henholdsvis om formiddagen og eftermiddagen.

Hvis du har set manden omkring gerningstidspunktet eller ved, hvem han er, hører Vestegns Politi gerne fra dig. Du kan ringe til politiet på 114.

Sponsoreret indhold