Krimi8 timer siden (opd. 8 timer siden)

Kvindelig betjent får bøde: Skød kollega under øvelse

En betjent er blevet idømt en bøde på 9000 kroner for ved en fejl at have skudt en kollega under en øvelse
Politimand med pistol, Anholt torsdag den 2. juni 2022.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)
En betjent er blevet idømt en bøde for at skyde en kollega.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Kørelærer tiltalt for klamme bemærkninger: - Har i fået noget god pik?

Det havde nær kostet en mandlig politibetjent livet, da en procedure blev glemt under en træningsøvelse i Taastrup den 7. november sidste år.

Under øvelsen skulle den mandlige betjent simulere et knivangreb på en 29-årig kvindelig betjent.

Da hun trykkede på aftrækkeren på sin pistol, viste den sig ved en fejl at være ladt, hvilket resulterede i, at den mandlige kollega blev skudt på kroppen fra klos hold.

Ulykken resulterede i livstruende skader på betjenten, der overlevede ulykken, men risikerer varige mén.

Fredag har Retten i Glostrup dømt den 29-årige betjent for pligtforsømmelse, og hun straffes med en bøde på 9000 kroner.

Retten lægger ved domsafsigelsen vægt på, at hun har udvist uagtsomhed ved ikke at være fuldkommen sikker på, at pistolen ikke var ladt, inden hun og de andre betjente gik ind på træningsbanen.

Under domsafsigelsen siger dommeren, at retten er klar over, at der er tale om en tragisk ulykke, og at det ikke var en bevidst handling fra den 29-åriges side, men at det i sidste ende var hendes ansvar at sørge for, at pistolen var sikker.

Den dag ulykken skete var den 29-årige betjent med tre andre kolleger på øvelsesbanen, hvor de alle glemte at udføre det såkaldte "makkertjek".

Det er en procedure, hvor betjentene tjekker og ombygger hinandens pistoler for at sikre, at de ikke er ladt.

At ombygge en pistol består typisk i, at man indsætter en sikkerhedspind, som blokerer løbet og forhindrer det i at affyre, når man trykker på aftrækkeren.

Hendes pistol viste sig at være ladt ved en fejl, og hun kom derfor til at skyde den mandlige betjent i maven.

Forsvareren sagde under retsmødet, at hendes klient aldrig ville have trykket på aftrækkeren, hvis hun havde været den mindste smule i tvivl om, hvorvidt pistolen var ladt.

- Jeg vil bare gerne lige sige, at jeg simpelthen er så ked af det, der er sket, sagde hun, da hun blev spurgt, om hun ville udtale sig.

Det er ikke blevet oplyst om den 29-årige betjent fortsat er ansat i politiet.

Sponsoreret indhold