Krimi23. august 2019

Kvinde sigtet for samleje med 12-årig dreng

Retten i Horsens har forlænget kvindens varetægtsfængsling
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/minestrimmel-politi1_7.jpg
 Foto: Local Eyes

En 42-årig kvinde er blevet sigtet for at have samleje med en 12-årig dreng.

Kvinden nægter sig skyldig i sagen og har fortalt ved et grundlovsforhør, at hun troede, drengen var 15 år gammel.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Sagen har kørt bag lukkede døre, og avisen har fået aktindsigt i kendelsen fra grundlovsforhøret.

Kvinden blev fængslet i maj måned og har siden siddet varetægtsfængslet. Torsdag gik hun frivilligt med til, at det ophold blev forlænget.

Ifølge sigtelsen har den 42-årige haft samleje med drengen på 12 år og et andet seksuelt forhold.

I alt skulle de have haft samleje tre gange. To gange i Horsens og en anden i Aarhus-området.

Derudover er hun sigtet for blufærdighedskrænkelse. I en periode på otte måneder har hun sendt et ukendt antal billeder og videoer til drengen, hvor hun er nøgen og foretager seksuelle handlinger.

Horsens Folkeblad skriver, at kvinden erkendte ved grundlovsforhøret, at hun har haft samleje med drengen tre gange og sendt billeder og videoer til ham.

Men hun nægter sig skyldig i at have haft sex med en mindreårig.

Kvinden er sigtet efter straffelovens paragraf 222. Hvis hun bliver dømt, kan hun få op til otte års fængsel.

Sponsoreret indhold