Krimi22. februar 2023
Kvinde i kritisk tilstand - kørt over af sin egen bil
Ulykken skete ved kvindens hjem tæt på Billund, hvor bilen holdt i sin indkørsel
Af Ritzau

En kvinde er kommet alvorligt til skade tirsdag eftermiddag, da hun blev kørt over af sin egen bil. Kvinden er i kritisk tilstand.
Foto: politi.dkEn 34-årig kvinde kom tirsdag eftermiddag alvorligt til skade, da hun glemte håndbremsen, og hendes bil trillede ind i hende.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der har talt med vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.
Ulykken fandt sted ved kvindens hjem nær Randbøldal ved Billund, hvor kvinden holdt i sin indkørsel, og bilen begyndte at trille. Kvinden forsøgte forgæves at stoppe den, men blev kørt over.
Politiet fik anmeldelsen klokken 15.06. Kvinden blev fløjet til Odense Universitetshospital og meldt i kritisk tilstand.
Onsdag formiddag oplyser vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau, at der ikke er noget nyt om kvindens tilstand.