Krimi18. januar 2021

Kvinde gennembanket for ikke at have hund i snor

En kvinde er dømt for at tæske en anden kvinde og sparke hendes hund, fordi den ikke var i snor
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

En 62-årig kvinde er blevet idømt 60 dages betinget fængsel ved Retten i Roskilde for at tæske en anden kvinde, der ikke havde sin hund snor, mens hun luftede den i et stisystem i Køge Nord.

Det skriver sn.dk.

De to kvinder havde flere gange mødt hinanden i stisystemerne, hvor den dømte 62-årige kvinde flere gange havde påpeget, at den anden kvinde skulle have sin hund i snor.

Ved en episode i marts sidste år kulminerede uoverensstemmelserne.

Den 62-årige kvinde sparkede til offerets hund og råbte, at den skulle være i snor.

Bagefter slog hun offeret flere gange, og rev hende i håret, så der røg hårtotter af.

Offeret forklarede i retten, at hun ikke kunne trække vejret og frygtede for sig liv under overfaldet.

Desuden forklarede hun, at hun har udviklet posttraumatisk stress og angst efter episoden.

Den 62-årige ankede dommen på 60 dages betinget fængsel til Landsretten.

Sponsoreret indhold