Det er fem dage siden, at Erik Mikkelsen fandt liget af en ukendt kvinde på sin mark i Thy.
Efter fundet bad Midt- og Vestjyllands Politi danskerne om hjælp til at identificere kvinden.
Men det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvem hun er, selvom politiet i Thisted har modtaget flere henvendelser. Derfor arbejder politiet nu ud fra en ny teori.
Det skriver TV 2 Nord.
- Vi har ikke fået henvendelser fra nogle i lokalområdet, som efterlyser en kvinde. Derfor formoder vi, at der er tale om en turist, forklarer politikommissær Niels Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted til TV 2 Nord.
Politiet ved dog ikke mere om, hvor kvinden skulle være fra.
Ifølge politiet kan hun være fra udlandet, og derfor udvider politiet nu sin efterlysning af hende.
Politikommissæren understreger, at det ikke formodes, at der er sket en forbrydelse med kvinden, som har ført til hendes dødsfald.
Kvinden beskrives som 65-75 år gammel. 170 cm høj og almindelig af bygning. Hun var iført mørkeblå jeans, en lyseblå fleecetrøje med lynlås og en mørkeblå stjerne på venstre bryst samt en lys dynejakke og sorte sko af mærket Skechers.