Krimi14. december 2020

Kvinde fik kramper og lå i koma efter udrenselsesceromoni på dansk healingcenter

En person er sigtet i sagen, oplyser politiet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ayahuasca.jpg
 Arkivfoto: Rafaelguimarães Dos Sanswns.com/SWNS/Ritzau Scanpix

I starten af en oktober blev en 68-årig kvinde indlagt på Odense Universitetshospital med kramper og diarré, efter hun havde deltaget i en udrenselsesceromoni på centeret "Healing Rejser" i den lille by Kollemorten tæt ved Vejle.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Kvinden havde fastet i en uge op til udrenselsesceremonien. Under ceremonien begyndte kvinden at kaste voldsomt op og få diarré.

Hun blev indlagt på Odense Universitetshospital, hvor hun fik diagnosen hyponatriæmi. Det vil sige, at saltbalancen i kvindens krop var skæv, hvilket fik trykket i hjernen til at stige, så hjernen hævede op.

Presset på hjernen gjorde, at kvinden blev bevidstløs og gik i kramper, hvorefter hun blev lagt i kunstlig koma i flere dage.

"Healing Rejser" reklamerer blandt andet med indtagelse af den indianske shaman-drik ayahuasca til uderenselsesceremonierne.

Efter hændelsen med den 68-årige kvinde, sendte politiet prøver af stoffet, der blev indtaget ved ceremonien til analyse.

Nu har politiet sigtet en person i sagen, men de ønsker ikke at oplyse yderligere om den sigtede.

- Sagen ligger stadig til efterforskning hos politiet, og det vil gå ud over efterforskningen, hvis jeg afslører noget, siger vicepolitiinspektør Jens Lyng fra efterforskningscenteret i Vejle til Vejle Amts Folkeblad.

I 2018 blev det ulovligt at importere og drikke ayahuasca.

Sponsoreret indhold