Krimi20. maj 2022

Kvinde er sigtet for et drab og tre drabsforsøg i plejehjemssag

Østjyllands Politi oplyser, at kvinde er sigtet for at have givet forkert og farlig medicin til fire personer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220520123035456_1000.jpg
 Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix

En kvinde, der er anholdt i en mørklagt plejehjemssag fra Randers, er sigtet for et drab og tre drabsforsøg.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden blev anholdt 14. marts. Hun blev efterfølgende varetægtsfængslet, og fængslingen er blevet forlænget foreløbig frem til 8. juni.

Sagen har været ført bag dobbeltlukkede døre, og det betyder, at det ikke har været muligt for pressen at høre sigtelsen.

Men der er nu ikke længere dobbeltlukkede døre, og derfor løfter politiet nu sløret for sigtelsen.

Ifølge sigtelsen skal den mistænkte kvinde bevidst have givet forkert og farlig medicin til fire beboere på plejecenteret Tirsdalen i Kristrup i Randers Kommune.

Det var ifølge sigtelsen en medvirkende årsag til, at en ældre kvinde afgik ved døden, og at en anden ældre kvinde og to ældre mænd blev indlagt stærkt svækkede.

TV2 Østjylland har beskrevet, at en 80-årig kvindelig beboer på plejecenteret tre gange op til den mistænkte kvindes anholdelse blev indlagt med symptomer på forgiftning med den beroligende medicin benzodiazepin.

Politiet oplyser, at man nu er så langt i efterforskningen, at der ikke længere er grundlag for at have dobbeltlukkede døre i sagen.

Men politiet ønsker ikke at oplyse flere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

- Det er en meget alvorlig sag, og der ligger rigtig meget efterforskningsarbejde forude, før vi har afklaret, hvad der præcist er sket.

- Vi har brug for ro i forhold til efterforskningen, siger han i pressemeddelelsen.

Da kvinden fik forlænget varetægtsfængslet på et retsmøde 11. maj, oplyste dommeren, at der var bestyrket mistanke mod kvinden om kvalificeret vold over for de fire beboere.

Det er uvist, hvordan kvinden stiller sig til sigtelsen.

Sponsoreret indhold