
Det var her, at kvinden tragisk mistede sit liv.
Foto: Presse-fotos.dkBadning i en sø i Holstebro har søndag morgen kostet en 60-årig kvinde livet.
Kvinden druknede i Vandkraftsøen ud for Mejdal Søvej i Holstebro, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Et ægtepar, der bor tæt på søen, opdagede, at hun var kommet i problemer, oplyser politiet til mediet.
Manden iførte sig redningsvest og gik ud i vandet, mens der i øvrigt blev slået alarm.
Men redningsindsatsen viste sig forgæves. Hun blev erklæret død på stedet, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Alarmen til 112 blev modtaget lidt efter klokken syv, oplyser vagtchefen til Ritzau.