Kvinde blev misbrugt af voldtægtsdømt læge: Føler sig svigtet af hospital

En 28-årig kvinde føler sig svigtet af Aarhus Universitetshospital, efter at hun sidste år blev udsat for et seksuelt overgreb af lægen Carlos Shiralipour. Hospitalet tilbød hende ikke krisehjælp i timerne og dagene efter overgrebet.
– De (Aarhus Universitetshospital, red.) skulle have tilbudt mig krisehjælp, men det gør de ikke. Overhovedet. De gør ingenting, siger kvinden i Radio4s nye podcast “I hænderne på ‘Hr. Doktor’”.
Kvinden ønsker af hensyn til sagens karakter ikke at stå frem med navn, men Radio4 er bekendt med hendes identitet.
Igennem cirka en halv time blev kvinden, der var indlagt med influenza, udsat for flere seksuelle overgreb af lægen Carlos Shiralipour. Han blev i går idømt to års fængsel i Vestre Landsret for seksuelle overgreb mod fire kvinder.
Under overgrebet mod den 28-årige kvinde misbrugte lægen blandt andet sin stilling til at føre sine fingre ind vaginalt og analt under dække af, at der skulle være tale om undersøgelser.
– Det foregik på et hospital. De har en psykiatrisk afdeling tæt på. Så må de finde en psykiater, en psykolog eller en psykoterapeut. Men det gør de ikke. De gør ingenting, siger hun.
Henrik Hougaard, der er bistandsadvokat for den 28-årige kvinde, mener, at Aarhus Universitetshospital svigtede hans klient i timerne efter overgrebet.
– I en så speciel situation, hvor en almindelig patient bliver udsat for et så alvorligt overgreb på et offentligt hospital, må man kunne forvente, at der straks iværksættes især psykologbistand til min klient, siger han.
Thomas Balle Kristensen, der er konstitueret hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at han er ked af, at “kvinden ikke har følt sig tilstrækkeligt hjulpet.”
– Jeg er ulykkelig på vegne af hele sundhedsvæsenet over, at den unge kvinde har været ude for det, hun har været ude for. Jeg håber ikke, at andre kommer ud for noget lignende, siger Thomas Balle Kristensen.
Hospitalsdirektøren mener, at hospitalet har handlet rigtigt i forhold til at få suspenderet lægen og få dokumenteret, hvad patienten havde oplevet.
– Der har været mulighed for at trække på krisepsykolog i sådan nogle situationer. Det kan jeg selvfølgelig kun beklage, at kvinden ikke har oplevet, at den hjælp, der har været givet, har været tilstrækkelig, siger Thomas Balle Kristensen.
Så du er ked af, at hun har en oplevelse af, at der ikke er givet tilstrækkeligt hjælp. Men vurderer du, at der er givet tilstrækkelig hjælp?
– Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når den her kvinde ikke føler sig hjulpet, men jeg vil ikke gå ind og kommentere konkret på sagen, siger han.
Ifølge Thomas Balle Kristensen har Aarhus Universitetshospital på baggrund af kvindens oplevelser “arbejdet på at styrke den ordning, der er knyttet til forløbet for patienter, der har været udsat for overgreb i form af fast tilknytning af krisepsykolog.”