Krimi9. april 2021

Kvinde blev millionær midt i påskefrokosten

En kvinde i 50'erne blev pludselig millionær midt i silden og snapsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kontanter_.jpg
 Mads Jensen/Ritzau Scanpix

En kvinde fra Tønder fik pludselig en meget kontant overraskelse under en påskefrokost med sin mand.

Det var skærtorsdag, og parret havde aftalt at dele en påskeøl og få en lille snaps til silden.

Det skriver jv.dk.

-Vi drikker nærmest aldrig alkohol, så det var virkelig en særlig anledning. Vi plejer at holde påskefrokost med vores venner, men corona har holdt os tilbage fra den slags. Så det var bare min mand og jeg, fortæller den heldige vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Kvinden ønsker at være anonym.

Hun havde købt vinderloddet dagen før, da hun så dem ligge fremme i kiosken.

Under frokosten med sin mand, fandt hun de to lodder frem.

Og det skulle vise sig, at det ikke kun var kvinden, der blev den 'heldige' vinder.

- Jeg tilføjede, selvfølgelig i sjov, at hvis jeg vandt en million kroner, så måtte han få en ny bil. Et par sekunder senere sad jeg helt målløs og kiggede på loddet. Der var rigtig mange æg. Jeg tog snapsen, som jeg var ved at få galt i halsen, og udbrød: Jeg tror altså, du skal have noget nyt at køre i.

Den nybagte millionær fortæller, at pengene falder på et virkelig tørt sted. Hun har i flere år været kronisk syg og kan derfor ikke arbejde fuld tid. Så der har manglet penge i budgettet hver måned.

-Jeg har altid elsket at arbejde og ville da ønske, at jeg kunne have et fuldtidsjob. Men man ved ikke altid, hvad livet byder en. Men denne gevinst hjælper os virkelig i den rigtige retning. Nu skal jeg bare lige lære at sove igen. For jeg må indrømme, at jeg har ligget hver eneste nat og spekuleret på, hvordan man får brugt pengene bedst muligt. Vi er ikke typerne, der skal ud at købe alle mulige ting.

Indtil videre er parret dog enige om, at de udover en ny bil, vil give en skilling til børn og børnebørn. De har desuden betalt noget gæld af.

Sponsoreret indhold