Krimi25. april 2022

Kvinde blev fundet i mineskakt – mand anholdt for drabsforsøg

Fredag blev en kvinde i Sverige fundet på bunden af en 25 meter dyb mineskakt. En mand er anholdt i sagen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220423-170211-l-1600x1064we_0.jpg
 Foto: Niklas Hagman/TT/Ritzau Scanpix

En mand er anholdt for drabsforsøg og voldtægt, efter at en kvinde fredag blev fundet og reddet op fra en 25 meter dyb mineskakt i Norberg i den mellemste del af Sverige.

Det oplyser den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden har flere årsager til at mistænke den anholdte, oplyses det.

– Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke give yderligere informationer, siger efterforskningsleder Ann-Sofie Trossing i pressemeddelelsen.

Svensk redningstjeneste blev alarmeret af en mand fredag eftermiddag klokken 17.15. Han havde hørt råb fra mineskakten.

Det viste sig, at en kvinde befandt sig på bunden 25 meter nede i hullet.

Det viste sig vanskeligt at få hende op igen af den lodrette mineskakt, der ligger i et skovområde.

En redningshelikopter blev kaldt til stedet og lykkedes med at hejse hende op. Herefter blev hun ført til et hospital.

Hun var ved bevidsthed, men havde store smerter.

Det er uklart, hvor længe hun befandt sig i hullet. Både politi og anklagere er tavse, når det gælder omstændighederne bag den formodede forbrydelse.

Stor mystik om sagen

Umiddelbart efter at hun var fundet, meddelte politiet, at hændelsen blev efterforsket som en forbrydelse.

Politiet oplyser ikke kvindens alder. Det oplyses heller ikke, hvordan man har fundet frem til den mistænkte gerningsmand.

– Der foregår en efterforskning, forhør og sådan. Man kan ikke gå ud med mere, før man er sikker, og ting er sikre, siger Helena Ekstrand ved anklagemyndighedens pressetjeneste.

Sponsoreret indhold