Krybskytter dræber sjælden hvid giraf og dens baby - nu er der kun én tilbage i verden

Den kenyanske savanne har mistet to af sine mest sjældne beboere: En hvid giraf og dens kalv.
Den sjældne hvide giraf og dens kalv er blevet skudt og dræbt af en eller flere krybskytter.
Ligene af de to sjældne giraffer blev fundet af parkbetjente i en landsby i det nordøstlige Kenya.
Det oplyser dyreværnsaktivister ifølge BBC.
Gerningsmanden – eller gerningsmændene – er endnu ikke blevet pågrebet, og det er også uvist, hvad deres motiv for at skyde og dræbe mor og kalv er.
En tredje giraf – der også er hvid – er stadig i live. Der er tale om en han-giraf, der er født af den nu dræbte hungiraf.
Den menes nu at være den eneste tilbageværende af sin slags i hele verden.
Den hvide farve hos giraffen skyldes mangel på pigment.
Girafbestanden har længe været nedadgående.
I løbet af de seneste 30 år er omkring 40 procent af bestanden forsvundet i hele verden.
Ifølge International Union for the Conservation of Nature faldt bestanden fra cirka 155.000 i 1985 til 97.000 i 2015.