Krimi22. januar 2024 (opd. 22. januar 2024)

Kraftig vind får Storebæltsbroen til at begrænse adgang

Det frarådes på en række broer at køre over med vindfølsomme køretøjer. På Storebæltsbroen er det forbudt

Hvis man mandag morgen skal på vejene med et vindfølsomt køretøj, kan det blive besværligt at komme rundt i landet.

På Storebæltsbroen er det helt forbudt at passere, hvis man har et påhængskøretøj på under 2500 kilo.

Derudover frarådes det på en række broer - på grund af den kraftige vind, der har ramt Danmark - at passere i et vindfølsomt køretøj. Det drejer sig om Øresundsbroen, Langelandsbroen og Sallingsundbroen.

Det voldsomme vejr har også haft konsekvenser for togtrafikken. Mellem Esbjerg og Middelfart kører der mandag morgen ingen InterCity-tog.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skriver mandag på det sociale medie X, at der foreløbigt er registreret vindstød på helt op til 26,7 meter i sekundet.

Det er især den jyske vestkyst, der bliver ramt, og der er udsendt varsel om forhøjet vandstand i områderne ud til den jyske vestkyst.

Sponsoreret indhold