Krimi23. oktober 2020

Kontroversiel Peter Madsen-film skal klippes om

Dokumentarfilmen ”Into the deep” om ubådsmorderen og opfinderen Peter Madsen får alligevel premiere på Netflix. Men det bliver uden centrale scener med en af hovedkilderne, der trak sin medvirken tilbage
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Da filmmagasinet Ekkos anmelder trådte ud af biografen på Sundance filmfestivalen i januar, var han ”efterladt i granatchok.”

- Aldrig har jeg været så tæt på noget så grufuldt, sagde han om den australske instruktør Emma Sullivans dokumentar om de frivilliges liv og dagligdag på Raket-Madsens rumlaboratorium.

I over et år fulgte instruktøren de unge mennesker på værkstedet.

Det skulle egentlig blot handle om en flok unge mennesker, der arbejdede omkring en ambitiøs amatørastronaut, der drømte om at blive den første af sin slags i rummet, mens han gik og byggede sine egne ubåde.

Men så tog historien som bekendt en vild drejning.

Da Peter Madsen i 2017 sejler ud i Nautilus, og siden slår sin gæst ombord ihjel, snurrer Emma Sullivans kameraer videre.

”Into the deep” har siden premieren på Sundance været stærkt omdiskuteret.

https://imgix.seoghoer.dk/20180308-155028-1-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

De frivillige i rumlaboratoriet bar emblemer på dragterne (Foto: Ritzau Scanpix)

Lang, Sej kamp

Ikke mindst fordi, en af filmens centrale medvirkende, Anja Olsen, gennem længere tid har ønsket at trække sig fra alle scener.

Efter halvandet års kamp mod mastodonter som Netflix og Plus Picture og selvfølgelig Sullivan selv, er det nu endelig lykkedes Anja Olsen at blive fjernet fra dokumentarfilmen.

Det fremgår i en artikel af Filmmagasinet Ekko, der har fulgt Anjas kamp tæt.

”Jeg kan hermed bekræfte, at Anja uden hendes tilladelse ikke vil blive vist i fremtidige dokumentarfilm på Netflix. Vi ønsker hende det bedste,” skriver direktør for Original Documentaries på Netflix, Kate Townsend.

https://imgix.seoghoer.dk/20170925-142317-4-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Raket-Madsen Rumlaboratorium på Refshaleøen er nu permanent lukket. Her kom mange unge frivillige både for at hælpe med arbejedet på den ivrige iværksætters projekter eller bare for at hænge ud (Foto: Ritzau Scanpix)

Madsen truede med jernsyl

Anja Olsen beskrives som en person, der er udfordret af autisme, ADHD og en generel traumatiserende baggrund, og hun sad selv i vidneskranken under sagen mod Peter Madsen, som hun var i praktik hos i 2016.

Dengang ønskede hun at afbryde praktikken hos ham på grund af hans grænseoverskridende adfærd.

I en af scenerne i dokumentaren truer Peter Madsen hende ”for sjov” ved at holde en jernsyl helt tæt mod hendes øje.

Han foregiver at ville give hende "det hvide snit".

-Så stikker jeg bare den her ind, lyder det fra Madsen i den chokerende scene.

Indlagt med angst

Anja Olsen fortæller til Ekko, at hun er dybt traumatiseret af både hendes tid på værkstedet, samt det bestialske mord på Kim Wall, der fulgte efter.

Hendes efterfølgende rolle i filmen hjalp ikke ligefrem på psyken.

Derfor frygtede hun også filmens planlagte premiere på Netflix i løbet af foråret.

- Jeg oplevede, at de blev ved med at køre på mig. Jeg fik angst, besvimede og blev indlagt, sagde Anja Olsen om filmselskabet og instruktørens behandling af hende som kilde.

Sullivan har udtalt, at hun har skabt filmen for at vise omsorg og skabe forståelse for Peter Madsens medarbejdere, der intetanende hang ud sammen med ham frem til hans rystende forbrydelse.

Overfor Ekko bekræfter Anja Olsens advokat, at Netflix har indvilliget i at klippe hende helt ud af filmen.

I sommer fremgik det pludselig af flere medier, at Netflix helt havde droppet filmen. Dette viste sig dog ikke at være korrekt.

På grund af coronapandemien har instruktøren sat arbejdet på filmen på pause og først for nylig genoptaget det. Derfor er det endnu for tidligt at sige noget om en premieredato.

Sponsoreret indhold