Krimi19. januar 2024 (opd. 5. september 2024)

Kommune opsiger samarbejde med advokater efter udbytteskat-dom

Aarhus Kommune har besluttet, at man vil opsige sine aftaler med advokatfirmaet Bech-Bruun

Aarhus Kommune har besluttet at opsige sine to aftaler med advokatfirmaet Bech-Bruun.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse fredag.

Årsagen er, at Bech-Bruun i november blev dømt til at betale næsten en halv milliard kroner i erstatning for sin rådgivning i udbytteskattesagen.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) siger i pressemeddelelsen, at kommunen gerne vil sende et signal om, at man tager afstand fra firmaets rådgivning i sagen:

- Advokatfirmaet Bech-Bruun har udvist en eklatant mangel på dømmekraft og medvirket til at påføre det danske samfund meget store tab ved at medvirke i udbytteskatteskandalen.

Konkret afgjorde Højesteret, at Bech-Bruun havde handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen.

Det betød, at Bech-Bruun havde et erstatningsansvar på grund af firmaets rådgivning af den tyske bank, North Channel Bank.

Advokatfirmaet var blevet frifundet af Østre Landsret, men skatteforvaltningen fik sagen indbragt for Højesteret.

I en skriftlig kommentar skriver Steen Rode, som er ledende partner i Bech-Bruun, at han ærgrer sig over beslutningen.

- For ti år siden blev der i en enkeltstående, ulykkelig sag begået en uagtsom, men kritisabel fejl af en advokat, der forlod os for ni år siden. Fejlen bestod i, at advokaten ikke opdagede, at en tysk bank var en grov svindler, lyder det.

Han skriver også, at kommunens beslutning intet har at gøre med den virksomhed, som Bech-Bruun er i dag.

Aarhus Kommune har haft en rammeaftale med Bech-Bruun, og en aftale om at Bech-Bruun var kommunens databeskyttelsesrådgiver.

Ifølge mediet AdvokatWatch har flere andre kommuner også genovervejet deres samarbejde med Bech-Bruun efter dommen i Højesteret.

Det skrev mediet mandag.

Af den artikel fremgik det blandt andet, at Roskilde Kommune og Odense Kommune er i gang med at tage stilling til det eventuelle fremtidige samarbejde.

Aarhus Kommune kan ikke opsige sine aftaler uden varsel, da Bech-Bruun ikke har misligholdt aftalerne.

Derfor har Bech-Bruun fået et varsel på tre måneder om, at samarbejdet vil ophøre, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ifølge de danske myndigheder har svindel med udbytteskat kostet statskassen omkring 12 milliarder kroner.

Sponsoreret indhold