Krimi20. november 2020

Kommune erkender: Har snydt ansatte for 26 millioner

Medarbejdere i Aalborg Kommune har gennem 10 år ikke fået den løn, de havde forhandlet sig til
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/aalborg_kommune_0.jpg
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

26 millioner kroner. Så mange penge har Aalborg Kommune snydt deres ansatte for i mere end 10 år.

Det skriver TV2 Nord.

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune har i et åbent brev til 15 fagforbund erkendt, at deres ansatte ikke har fået den løn, de har været berettiget til.

I brevet står der, at de ansatte i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen har været underbetalt i forhold til ansatte i andre dele af kommunen og i andre kommuner.

Man ved ikke endnu, hvor meget de ansatte hver især er blevet snydt for.

- Vi har ikke lavet beregninger på, hvad det enkelte medlem konkret har mistet af lønkroner, fordi vi i første omgang har holdt det på et overordnet niveau for at finde ud af, hvor meget de ansatte i forvaltningen samlet er gået glip af, siger formand for HK Kommunal i Nordjylland Katharina Hauge Antonsen til TV2 Nord.

Aalborg Kommune vil betale deres ansatte den manglende løn ved blandt andet at skære 62 fuldtidsstillinger væk over de næste fem år.

Sponsoreret indhold