Krimi9 timer siden (opd. 9 timer siden)

Kolonihavehus i flammer: Person fundet omkommet

Politiet fik sent onsdag aften en anmeldelse om et overtændt hus i en kolonihaveforening i Aarhus Vest
Kolonihavehuset var totalt overtændt, da brandfolkene nåede frem.
Kolonihavehuset var totalt overtændt, da brandfolkene nåede frem.
 Foto: Presse-fotos.dk

Østjyllands Politi og beredskab rykkede sent onsdag aften ud til en brand i en kolonihaveforening i Aarhus Vest.

Det skete efter en anmeldelse klokken 23.54 om et kolonihavehus, der var overtændt, siger vagtchef Morten Bang.

I forbindelse med slukningen blev det konstateret, at en afdød person befandt sig inde i huset.

Det står ikke klart, om personen var død, før branden begyndte, eller om personen har mistet livet i branden.

Branden er blevet slukket over natten, og tidligt torsdag morgen venter politiet på, at det bliver muligt at undersøge området, siger vagtchefen lidt efter klokken 05.00.

Fordi politiet ikke har undersøgt stedet endnu, er det ikke muligt for vagtchefen at oplyse køn eller andet om den afdøde.

Sponsoreret indhold