Kørte for stærkt i BMW'en: Nu skal Remee i retten

LÆS OGSÅ: Politiet vil tage Remees kørekort: Kørte for stærkt i BMW'en
SE og HØR kunne tilbage i marts fortælle, at Remee, 50, er blevet slæbt i retten og risikerer at miste sit kørekort.
Planen var ellers, at klubkongen med det borgerlige navn Remee Jackman Sigvardt skulle tage plads på anklagebænken i Københavns Byret i marts, men retsmødet endte med at blive aflyst.
Derfor afventede straffesagen altså ny berammelse - og den er nu fundet.
For Københavns Byret oplyser nemlig til SE og HØR, at Remees kørselssag efter planen skal køre i Københavns Byret 20. august.
Her bliver vi altså formentlig klogere på, om den tidligere "X Factor"-dommer får taget sit kørekort af Københavns Politi.
For anklagemyndigheden ved Københavns Politi mener, at Remee 28. juni 2022 kørte et godt stykke over det tilladte i en dyr BMW X6 M50d.
Det fremgår af sagens anklageskrift - som SE og HØR er i besiddelse af - at Remee er tiltalt efter færdselslovens § 118, eftersom politiet mener, at han denne dag kørte ikke under 80 kilometer i timen ad Nordhavnsvej i København.
Her må hastigheden ikke overskride 60 kilometer i timen.

Det svarer til en hastighedsoverskridelse på mere end 30 procent. Derfor vil politiet nu have fingrene i Remees kørekort.
Sagens anklageskrift viser også, at Remee tidligere har fået frataget førerretten betinget.
Men eftersom han ifølge politiet har begået et nyt lovbrud, som er sket i prøvetiden, vil anklagemyndigheden ved Københavns Politi fratage ham førerretten ubetinget.
Det betyder, at han skal tage sit kørekort igen, hvis han ender med at blive dømt.
SE og HØR har flere gange været i kontakt med hovedpersonen selv, som oplyser, at han ingen kommentarer har til sagen.