Krimi17. november 2021

Knivstikkeri på tankstation: 26-årig sigtet for drabsforsøg

En 23-årig mand blev stukket ned, mens han var på arbejde på Shell-tank. 26-årig er sigtet for drabsforsøg
https://imgix.seoghoer.dk/politi_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

En 23-årig mand blev sent tirsdag eftermiddag stukket ned på en Shell-tank i Brønshøj.

Det oplyser Københavns Politi, der fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Frederikssundsvej klokken 16.31.

- Det er ekspedienten på tankstationen, som er blevet stukket, fortæller politiets vagtchef Henrik Stormer.

- Han har fået et enkelt knivstik i maveregionen og ligger på operationsbordet, men jeg kender ikke nærmere til hans tilstand.

Det var et vagtfirma, der alarmerede politiet. Det skete, efter at der var blevet trykket på tankstationens overfaldsalarm.

Vagtchefen kan ikke sige noget om motivet til knivstikkeriet. Tilsyneladende var der ikke tale om et røveri, der gik galt.

- Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på berigelse, siger Henrik Stormer.

Den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Lykkegaard Nielsen oplyser tidligt onsdag morgen, at politiet har anholdt og sigtet en person for drabsforsøg i sagen.

Der er tale om en 26-årig mand, som vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af onsdag.

Sponsoreret indhold