Krimi18. april 2023 (opd. 27. april 2023)

Kim Kliver var med til at finde den 13-årige pige: - Vi skal se, om der kan trækkes tråde til uopklarede sager

Politiinspektør Kim Kliver fortæller nu i en pressemeddelelse, at det vil være helt naturligt at undersøge, om sagen om den 13-årige pige kan trække tråde til uopklarede sager
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Den 13-åriges papfar, Allan Nielsen, talte for kort tid siden med pressen.
 Video: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Kim fandt 13-årig pige på et døgn: Havde også ansvaret for at finde Emilie Meng

Søndag eftermiddag kunne politiinspektør Kim Kliver komme med den nyhed, som de fleste danskere weekenden igennem håbede på at høre:

Den unge pige var blevet fundet i live.

Nu fortæller den garvede politimand, hvad nogle af de næste skridt i efterforskningen af sagen bliver.

- Vi har nu brug for arbejdsro til at foretage de næste efterforskningsmæssige skridt, hvor vi bl.a. skal kortlægge den 32-åriges færden, og helt naturligt se på, om der kan trækkes tråde til andre uopklarede sager. Derfor har vi for nu ikke flere kommentarer til sagen, forklarer Kim Kliver.

En af de sager, som politiet formentlig vil prøve at trække tråde til, er drabet på Emilie Meng, hvor Kim Kliver også stod i spidsen for efterforskningen tilbage i 2016.

Politiinspektør Kim Kliver kæmpede med at holde glædestårerne tilbage søndag eftermiddag, da han fortalte danskerne, at pigen var blevet fundet i live.
Politiinspektør Kim Kliver kæmpede med at holde glædestårerne tilbage søndag eftermiddag, da han fortalte danskerne, at pigen var blevet fundet i live.
 Foto: Mikael Rieck

Sydsjælland og Lolland-Falsters politi har siden lørdag formiddag arbejdet i døgndrift med opklaringen af sagen.

Pigens forsvinden har haft hele Danmarks opmærksomhed, og politiet er i det seneste døgn blevet lovprist fra nær og fjern for deres enorme arbejdsindsats.

Nu takker politiinspektøren også danskerne for deres hjælp med efterforskningen.

- Det har været en sag med ualmindelig stor bevågenhed, og vi vil gerne takke mange gange for den meget store hjælp, vi har fået fra borgerne, siger poltiinspektør Kim Kliver.

Under mandagens grundlovsforhør ved Retten i Næstved kom det frem, at den 32-årige mand er sigtet for to alvorlige forhold:

Frihedsberøvelse og voldtægt af den kun 13-årige pige.

Denne 32-årige mand er sigtet for at have frihedsberøvet og begået seksuelle krænkelser mod 13-årig.
Denne 32-årige mand er sigtet for at have frihedsberøvet og begået seksuelle krænkelser mod 13-årig.
 Foto: Privat

Ved samme lejlighed lykkedes det mandens forsvarer at få nedlagt et navneforbud over sin klient - det opfordrer politiet på det kraftigste til at overholde.

Politiinspektøren har derudover et ønske om arbejdsro.

- Nu skal vi have lov at arbejde med sagen, og af hensyn til efterforskningen kan vi ikke dele oplysningerne herfra med offentligheden, slutter Kim Kliver.

Politikredsen har derfor for nuværende ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen - men fortæller, at de vil melde alt relevant information ud.

Sponsoreret indhold