Krimi19. december 2020

Kilovis af kokain leveret ved danske Burger King

Der er uddelt hårde fængselsstraffe i "Operation Fastfood"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/5840709wh-1920x1285we.jpg
 Foto: Newscast/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Burger King-restauranter har i flere tilfælde været omdrejningspunktet i en sag, hvor der er blevet idømt i alt 26 års fængsel til tre personer.

For mens der blev udvekslet burgere for penge inde på selve restauranterne, er der blevet leveret kokain i større mængder på parkeringspladserne.

Det skriver TV2 Lorry.

Politiet har døbt sagen "Operation Fastfood", og den massive videreoverdragelse af kokain er sket over cirka halvandet år i 2018 og 2019 i trekantsområdet mellem København, Køge og Roskilde, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

To af de involverede mænd på henholdsvis 32 og 34 år blev idømt henholdsvis 11 og ni års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af cirka 15 kg kokain.

Den tredje person, en 29-årige mand, har fået seks års fængsel for at have modtaget samlet to kg kokain fra de to andre domfældte.

De to mænd i 30'erne blev anholdt i Køge 4. december sidste år efter en større efterforskning foretaget af Særlig Efterforskning Øst.

På den dag, de blev fanget af politiet, havde den 34-årige over fem kg kokain liggende i sit hjem.

Den 29-årige blev anholdt 22. januar i år.

Alle tre, der er blevet dømt ved Retten i Roskilde, har udbedt betænkningstid i forhold til, om de ønsker at anke dommen.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Sponsoreret indhold