Krimi 5. august

Kidnappede og mishandlede offer i lade: Nu har endnu en mand tilstået grov forbrydelse

I en usædvanlig kidnapningssag har to ud af fire pågrebne personer nu erkendt sig skyldig
To personer har allerede erkend sig skyldige, mens sagen mod de to øvrige tiltalte efter planen skal behandles ved Retten på Frederiksberg fra december.

To personer har allerede erkend sig skyldige, mens sagen mod de to øvrige tiltalte efter planen skal behandles ved Retten på Frederiksberg fra december.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I to uger blev en 33-årig mand sidste sommer holdt fanget i en lade i Osted på Midtsjælland.

Her blev han udsat for vold, indtil politiet fandt frem til stedet og befriede ham. Nu er endnu en person dømt i sagen.

Tidligere denne sommer blev en 26-årig mand idømt to år og tre måneders fængsel i sagen, og fredag har en 23-årig mand erkendt sig skyldig ved et retsmøde i Retten på Frederiksberg.

Den 23-årige er idømt to år og seks måneders fængsel, og dermed er to ud af de fire mænd, som politiet har pågrebet i sagen, og som anklagemyndigheden har rejst tiltale imod, dømt.

Den 23-årige er dømt for at have deltaget i den indledende del af frihedsberøvelsen.

Anklageskriftet i sagen beskriver, hvordan gerningsmændene brugte en gps-tracker, som var montere på offerets Nissan Qashqai. Med apparatet overvågede de hans færden som led i planlægningen.

Kidnappet og mishandlet i to uger

Om aftenen den 7. juli 2021 blev kidnapningen iværksat. På Muldager i Brønshøj blev offeret slået i baghovedet og tvunget ind i bilen. Herefter kørte gerningsmændene væk med ham.

Manden blev bragt til laden i Osted. Her blev han udsat for forskellige former for vold. Blandt andet blev han snittet med en kniv i fingeren.

Han fik en hætte trukket over hovedet, og han fik kun en smule mad og blev nægtet at få vand. Gerningsmændene ville have penge, sagde de.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Offeret sagde, at han ikke kunne skaffe pengene, men det fik kidnapperne til at kræve, at han skulle få sin familie til at skaffe dem, lyder det i anklageskriftet.

Sent om aftenen et par dage efter kidnapningen sendte kidnapperne beskeder til familiemedlemmer i København og Aarhus. Kravet var en million kroner i løsesum.

Sagen mod de to øvrige tiltalte skal efter planen behandles ved Retten på Frederiksberg fra december.

Sponsoreret indhold