Kerri Rawsons far myrdede mindst 10: Min far var seriemorder

Udadtil var han en helt normal familiefar, der passede sit job hos kommunen, sit job i kirken og tog på talrige ferier med sin familie.
Men Dennis Rader havde også en anden side: Han nød at binde, torturere og dræbe uskyldige – og fra 1974 til 1991 formåede familiefaren fra Wichita, Kansas at tage livet af mindst 10 ofre, uden at nogen mistænkte ham et splitsekund.
I dag fortæller Dennis Raders eneste datter, Kerri Rawson, at hun stadig har svært ved at forstå, hvem hendes far i virkeligheden var.
– Selv i dag kan jeg i detaljer fortælle, hvad min far gjort. Men at tro på det og forstå det kan være svært. Det er som om, at det ikke er røget helt ind endnu, fortæller Kerri i den nye Netflix-dokumentar ”My father, the BTK killer”.

Hang 11-årig i kælder
Som barn følte Kerri, at hun havde en helt almindelig far – og så alligevel ikke.
– Min far lignede en meget velopdragen og rar mand. Men far havde de her øjeblikke. Noget udløste ham og han blev en helt anden og det kunne blive farligt.
Hun husker, hvordan faren kunne ende i et raserianfald, hvis han ikke fik sin vilje. Kerri anede dog ikke, hvor farlig han i virkeligheden var.

En januarmorgen i 1974 listede Dennis Rader ind i Otero-familiens hus, før han bandt familiemedlemmerne én for én. Så kvalte han den 37-årige far Joseph med poser og stofstykker. Derefter kvalte han den 33-årige mor Julie og parrets deres niårige søn, Joseph Jr.
Derefter slæbte han 11-årige Josephine – som var hans primære offer – ned i kælderen, hvor han seksuelt misbrugte hende, før han hang hende fra et rør.
De næste mange år fortsatte Dennis Rader med at binde, torturere og dræbe. Han brød blandt andet ind i et hus og låste tre små børn inde på toilettet, før han kvalte deres mor Shirley Vian.

Han sendte også adskillige breve til de lokale medier. Heri beskrev han i detaljer sine ugerninger eller sendte små digte, der omhandlede de bestialske drab – og så forlangte han at blive berømt og berygtet.
Men så blev morderen pludselig stille i hele 25 år. Politiet og lokalsamfundet formodede, at han var død. I dag ved både politi og hans familie, at stilheden skyldtes noget andet:
– Han sagde, at det at få børn bremsede hans mord. Han havde travlt med at opdrage mig, fortæller Kerri i dag.

Besøgte ham i fængslet
Dennis Rader tørstede dog stadig efter blod, og da et lokalt medie i 2004 skrev, at morderen var ”forsvundet i glemslen”, besluttede han sig for, at nu var det tid igen. Han sendte et nyt brev til medierne, hvori han proklamerede, at han var i live og endda havde udpeget sit næste offer.
Dennis Rader nåede dog ikke at begå drabet, før politiet – efter en ny og intensiv efterforskning – fik fat på ham. Han endte med at blive idømt 175 års fængsel for de 10 drab, han tilstod.
Kerri endte i et sort hul, efter hun fik sandheden om sin far at vide.
Først da hun flere år senere allierede sig med politiet, vendte livsgnisten tilbage. Kerri håbede, at hun kunne få sin far til at indrømme flere uopklarede drab.

Hun mødtes derfor med ham i fængslet.
Han var svag, sad i kørestol og brød grædende sammen, da han genså sin datter.
De næste par timer forsøgte Kerri at få sin far til at tale om sin mørke side og sine uhyggelige lyster.
Han nægtede og talte udenom – og ville bare hygge som far og datter, porklamerede ham – og så skete der pludselig noget uhyggeligt:

Kerris far eksploderede fuldstændig lige foran hende. Hans øjne blev helt sorte, mens han rasede mod sin datter.
– Jeg følte slet ikke, jeg talte med min far. Jeg følte, jeg talte med et undermenneske. Tidligere havde jeg set menneskelighed i ham, men pludselig ikke mere.
I det øjeblik så Kerri for første gang det sande monster, hendes far er – og hun tog en klokkeklar beslutning:
– Jeg vil aldrig mere i nærheden af den person. Jeg ved ikke, hvem han er.