Krimi7 timer siden

Kastede æg mod studentervogn: Nu fortæller chaufføren

Chaufføren af studentervognen bekræfter nu, at de glade gymnasieelever blev angrebet med æg fra to biler i Albertslund
En gruppe studenter fik ødelagt festen for en stund, da de blev angrebet med æg i Albertslund.
En gruppe studenter fik ødelagt festen for en stund, da de blev angrebet med æg i Albertslund.
 Foto: Privatfoto

Læs også: Voldsom video: Studentervogn overdynget med æg

Vognmand Jesper Thuesen bekræfter overfor B.T, at han var ude og køre med studenter fredag.

Men pludselig blev hans vogn udsat for æggekast fra to biler - en mørk Volkswagen og en grå audi, som kørte hasaderet efter.

- Der er et par biler bag os. Så kører de op på siden af vognen, og så sidder de og kaster med æg mod os, fortæller Jesper Thuesen til B.T.

Han driver et firma, der kører med studenter og han har i mange år kørt rundt med glade gymnasieelever, som har fejret deres overståede eksaminer.

Ifølge B.T var det 3.X fra Vestskoven Gymnasium i Albertslund, som Jesper Thuesen var ude at køre med, da ægge-angrebet fandt sted.

Han forklarer til mediet, at eleverne havde været på besøg hos en af eleverne i klassen i Albertslund, og at det var venner af den pågældende elev, som valgte at køre efter studentervognen og kaste æg efter den.

Undervejs råbte studenterne til de unge personer i bilerne, at de skulle lade være, men det stoppede ikke æggekasteriet.

I en video, som SE og HØR er kommet i besiddelse af, ser man, hvordan personer i to biler kører hasaderet efter en studentervogn på Vridsløsevej i Albertslund. Imens bliver der kastet med æg fra bilerne mod studenterne. Du kan se videoen her.

Her ser man, hvordan en sort Volkswagen og en grå Audi kører efter vognen med de glade studenter.

Først kører den grå Audi op på siden af de unge mennesker, hvor der bliver kastet æg ud af vinduet.

Dernæst kastede en passager i den sorte Volkswagen også æg på den bagerste del af studentervognen.

Man kan også se, hvordan studenterne i vognen råber efter passagerne i bilerne, mens det står på.

Det er flere gange sket tidligere, at der er blevet kastet med æg og andre genstande efter studentervogne.

Sponsoreret indhold