Krimi8. november 2022 (opd. 8. november 2022)

Kaotisk retssag: Gina Jaqueline dømt for trusler

Det var en mildest talt opsigtsvækkende dag i retten, da tv-kendissen Gina Jaqueline var for en dommer på Frederiksberg. Her var hun tiltalt for at have fremsagt trusler på livet mod en anden kvinde
Gina Jaqueline
Gina Jaqueline slap for at skulle i fængsel, men hun er nu blevet dømt for trusler på livet efter en retssag, som forløb mildest talt kaotisk.
 Foto: Mikael Rieck

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Roen faldt først over Gina Jaqueline, da dommen var afsagt, og hun således blev fundet skyldig i et af de to forhold, som hun var tiltalt for.

Den lød på 20 dages betinget fængsel.

Men op til afsigelsen udspillede der sig et decideret kaotisk forløb i retten, hvor afbrydelser og hårde ord føg fra Gina mod både dommer, anklager, forurettede og sågar sin egen forsvarer.

På trods af 32-årige Ginas omfattende bagkatalog af optrædener i kulørte tv-programmer var SE og HØRs udsendte den eneste journalist til stede.

Og det kom bag på den tiltalte kvinde, der tydeligt frustreret straks bad om såkaldt dørlukning, hvilket dog blev afvist.

Retsmødet blev dog ikke mindre dramatisk herfra.

Hvorfor snakker du til mig, som om jeg er et pattebarn?

Gina Jaqueline i retten

Afbrydelser og skældsord

Flere gange afbrød Gina anklageren, der bad hende om at skrue ned for tempoet i sine forklaringer.

– Det er mig, der stiller spørgsmålene her, lød det fra anklageren.

Gina blev yderligere rasende, da anklageren siden fremviste en række skærmbilleder fra Instagram, som var en del af bevisførelsen mod hende.

– Hvorfor snakker du til mig, som om jeg er et pattebarn? sagde den tidligere sugardater af sine lungers fulde kraft til den noget forbavsede anklager.

I retssalen blev der afspillet videoer fra livestreams samt lydoptagelser. Her påstod anklageren, at der var blevet fremsagt trusler på livet med den Gina som afsender.

– Du skal ikke afbryde mig på den der måde, hvad fanden bilder du dig ind? Rasede hun til anklageren, da anklageren forsøgte at stille spørgsmål.

Bare en jargon

Afbrydelser og skældsord, der ikke ligefrem er kutyme i en dansk retssal, fløj gennem lokalet.

Gina forklarede, at de såkaldte ”trusler” blot var et udtryk for en jargon mellem venner, og at hun ikke havde sagt ”aflives”, men brugt det engelske ord ”outet” – af ”afsløre” eller ”udstille” – i stedet.

– Jeg er i mine følelsers vold over, at hun ikke vil lade mig være, forklarede den tiltalte om den forurettede, som blev ført ind i retten senere.

LAD VÆRE! Man skal ikke sidde og råbe op herinde i retten!

Dommeren forsøgte at få Gina til at rette ind flere gange undervejs 

Her var meldingen fra dommeren til den 32-årige Gina klar: Ingen afbrydelser.

– Jeg siger på forhånd, at du skal forholde dig fuldstændig i ro. Det er ikke tilladt at komme med bemærkninger eller at afbryde, lød advarslen.

Der gik dog ikke længe, før den nu dømte tv-kendis måtte afbryde. Gina kunne ikke tie længere, da den forurettede blev spurgt af anklageren, hvorfor hun delte skærmoptagelser og lydbeskeder fra netop Gina på nettet.

– Fordi du keder dig eller hvad? Lød spørgsmålet direkte fra Gina til den forurettede.

Både dømt og frifundet

Herefter fik Gina en sidste advarsel. Afbrød hun igen, ville hun blive sendt ud.

Hun skruede dog ikke umiddelbart ned for de tydelige gestikuleringer og nedstirrede i stedet åbenlyst den forurettede, som hun afbrød gang på gang. Dette fik dommeren til bestemt at udbryde:

– LAD VÆRE, GINA! Man skal ikke sidde og råbe op herinde i retten!

Anklageren ønskede at få Gina fængslet for truslerne, men til syvende og sidst var det forklaringen om det misforståede ord, der gjorde, at hun blev frifundet for forhold 2, der handlede om at hun skulle have sagt ”hun skal aflives” på en livestream.

Dette fandt retten ikke bevist.

Gina blev dog dømt for at have truet den forurettede på livet med beskederne:

"Hun skal dø", "Ved, hvor hun bor," og "Jeg sværger, hun skal se sig for".

Gina Jaqueline valgte at acceptere dommen på de 20 dages betinget fængsel, og havde ingen kommentarer til SE og HØR efterfølgende.

Men dommeren nåede knap nok at læse de første sætninger af dommen op, før Gina igen afbrød ham. Det skete, da han fortalte, at hun skal betale sagens omkostninger:

– Hvor meget skal jeg betale? Spurgte Gina, som samtidig var lettet over, at hun ikke skal ruske tremmer.

Det blev punktummet for en noget aparte dag i Retten på Frederiksberg i selskab med den nu dømte Gina Jaqueline.

Du kan læse hele livebloggen fra Retten på Frederiksberg herunder:

Sponsoreret indhold